Værdiskabelse fra Guldrummet

Danish Crown er en internationalt orienteret fødevarevirksomhed med produktion og salg af svine- og oksekød, der aktivt bruger oplevelser og samarbejde med den danske gastronomi til at udvikle fødevarer af høj kvalitet og merværdi for både kunder og virksomheden.

Baggrund

Danish Crown er verdens andenstørste svineslagteri, en betydelig spiller på det europæiske oksekødsmarked og Europas største kødforædlingsvirksomhed. Med en omsætning på over 45 mia. DKK årligt er virksomheden blandt verdens tre største kødeksportører og verdens største svinekødseksportør. Med base primært i Danmark står Danish Crown over for mange af de udfordringer, en globalt orienteret eksportvirksomhed i Nord- og Vesteuropa må overkomme i dag.

Udfordringen

Som en af verdens absolut største aktører på det globale kødmarked er Danish Crown i stigende grad tvunget til at konkurrere på andet og mere end prisen i kampen mod internationale konkurrenter. Udfordringen har derfor været at skabe en forretningsmodel, der positionerer og differentierer Danish Crown i forhold til sine konkurrenter og skaber merværdi for både virksomhed og kunder. På det danske marked har én af løsningerne været at indlede et tæt samarbejde med kreative danske kokke og derigennem skabe unikke oplevelser og udvikle nye produkter for kunderne.

Sådan gik det til

Sammen med en række kendte kokke fra Danmarks bedste restauranter har Danish Crown udviklet konceptet ’Guldrummet’, der er et særligt rum i Danish Crowns terminal i Kolding. Her opbevares særlige højkvalitetsudskæringer som svinekæber, kalvebrisler og nyretappe, som ikke er hverdagskost på danske middagsborde, men som derimod ofte er at finde på menukortet på landets fineste kroer og restauranter. Med Guldrummet har Danish Crown skabt et frirum for de bedste kokke i Danmark, som får mulighed for at arbejde med alle tænkelige produkter, og de får en meget fleksibel service – kokkene kan således bestille lige nøjagtigt den mængde, som de har behov for, og i visse tilfælde ringer de også og bestiller kød om natten.

”For en stor produktionsvirksomhed som Danish Crown er det utrolig vigtigt at kunne give vores kunder nogle ekstra højkvalitetsoplevelser med vores produkter. Det kræver en stor investering i både tid og penge, og det er en strategisk beslutning, der skal tages på ledelsesniveau. Men det kan betale sig, både mht. image, kundeloyalitet og medarbejdertilfredshed.”  

Anne Bak Nielsen, Marketing- og Innovationskoordinator, Danish Crown. 

Danish Crown får løbende feedback og sparring fra kokkene, hvilket giver Danish Crown konstant inspiration til nye udskæringer og anvendelsesmuligheder og et unikt indblik i tendenser og trends. Derudover har Danish Crown også indgået samarbejde med tre kokke i den absolutte gourmetelite i Danmark i ’Stjernekokken’, der er et nyt koncept med de bedste udskæringer af dansk svinekød, som bliver solgt i udvalgte supermarkeder. Sammen med udskæringen følger en speciallavet sauce, og på pakningen er der menuforslag til inspiration med kyndig vejledning fra kokkene. 

Resultat

Med ’Guldrummet’ og ’Stjernekokken’ har Danish Crown skabt et stærkt bånd til den danske gastronomi til gavn for begge parter. Kokkene får produkter og service af meget høj kvalitet, og Danish Crown får en række fordele, der styrker mange dele af værdikæden: fra produktudvikling og anvendelsesmuligheder til marketing, branding og salg.

  • Danish Crown har oplevet en styrkelse af sit image både overfor slutbrugere og detailleddet gennem projekterne.
  • Opmærksomheden omkring Danish Crowns produkter er steget som følge af satsningen på nye oplevelser
  • Blandt medarbejderne har det givet et øget boost i medarbejdertilfredsheden, da de oplever, at de leverer et kvalitetsprodukt.